Velkommen på knabstrup-specialisten.dk 
      Understedvej 91, Understed, 9300 Sæby.

 

                                             


 © Copyright: knabstrup-specialisten.dk- Websiden er beskyttet af: Lov om ophavsret - LBK. nr. 202 af 27/02/2010Kopiering og anvendelse af tekst og billeder uden tilladelse er ikke tilladt og vil blive retsforfulgt

 

Ved køb for over kr. 500,- betaler jeg forsendelse i DK.

Forvent ikke at alt er fejlfrit, men forvent at evt. fejl oplyses inden handelen afsluttes.

 

 

Vi planlægger inden for de nærmeste år, at flytte i mindre bolig. Det betyder at jeg er nødsaget til at skille mig af med en stor del af min samling - det bliver en hård proces, at komme igennem, men...

Heldigvis har min interesse hen ad vejen flyttet sig mere og mere over på den historiske del, med indsamling af fotos m.m. og den interesse, kan jeg heldigvis stadig beskæftige mig med i en mindre bolig.

Jeg modtager derfor gerne fortsat fotos af ting, oplysninger m.m. - som jeg ikke har på min hjemmeside og som kan være med til at afdække Knabstrups produktion og historie for eftertiden.

 

 

 

                    

       KLIK HER FOR AT SKRIVE I GÆSTEBOG

 

 

  Sideoversigt:

 

 

                    

 

Jeg indsamler oplysninger omkring Knabstrup og hører gerne fra dig, hvis du kan bidrage med erindringer og fotos af ting, produceret på Knabstrup.
Materialet indsamles og bringes på disse sider med henblik på, at sikre historien om 
Knabstrups produktion med hovedvægt på perioden 1907 - 1977.

Ligeledes søger jeg gamle fotografier fra Knabstrup, prislister, brochurer, stempler, forme og lignende. 
Ønsker du ikke at afhænde tingene, vil jeg også blive glade for et foto eller en fotokopi.

 

Send en mail til mig:  knabstrup-specialisten@mail.dk 

 

 Med venlig hilsen 

Poul Nielsen
knabstrup-specialisten.dk 

Jeg opdaterer løbende med nye fotos - så husk at tilføje min hjemmeside til dine foretrukne!

 

Har du en Knabstrup-ting som jeg ikke har billede af på min hjemmeside, kan du hjælpe mig med at opbygge en
"komplet" oversigt over ting produceret på Knabstrup, ved fremsendelse af et foto taget på orange baggrund.
Er der en signatur på tingen, vil jeg gerne have et foto af denne også.

 

 

                                      

Fra venstre ses: Zoltan Kiss og Direktør Frida Schou.
Se omtale af Frida Schou nederst på denne side.
 

 

 


 

 

 


Streg-tegning fra Knabstrup Teglværk af Zoltan Kiss

 


       

               

 

                    Foto: Zoltan Kiss      Foto: Zoltan Kiss

 


 

 

                 Foto: Zoltan Kiss

 


 

 

             Foto: Zoltan Kiss            Foto: Zoltan Kiss 

 


   

 

                      Foto: Zoltan Kiss

 


 

 

                       Foto: Zoltan Kiss  

 


 

 

                       Foto: Zoltan Kiss  

Se flere fotos under rubrikken: Fotoalbum  

 


 

  Frida Maria Schou
F.16.6.1891 på Mullerupgård, Drøsselbjerg sogn. D.19.9.1980 i Gørlev sogn.

Oplysningen om fødested i denne avisartikkel er ikke korrekt - frk. Schou blev født på Engvanggaaarden, som lå ved Mullerup teglværk. H.J.Schou solgte Mullerupgård allerede i 1873 og købte Engvanggaarden i 1885, for at sikre ler til teglværket. Kilde: Ib Harmsen 

Frida Schou var fra 1928 til 1968 direktør for Knabstrup Teglværk og Lervarefabrik, de sidste 36 år som administrerende direktør. I perioden 1946-70 sad hun i bestyrelsen for Skandinavisk Moler Industri, heraf syv år som formand. Desuden var hun 1959-68 formand for Teglværkernes Centralkontor og for Dansk Pottemagermesterforening af 1894. 
Uden for teglindustrien var hun også aktiv med mere end 20 år i bestyrelsen for Kirkens Korshær 1942-63, heraf de sidste år som formand.
I 1951 modtog Frida Schou Den Kgl. Belønningsmedaille i guld.

Denne bemærkelsesværdige karriere gennemførtes af en kvinde, der som ordblind måtte indlede sit arbejdsliv uden uddannelse. Ordblindheden var et handicap, som voldte hende kvaler livet igennem. At tilegne sig det læsestof, som fulgte med lederposter og bestyrelseshverv, krævede en kæmpe arbejdsindsats.
Et andet handicap var, at hun som kvinde følte sig afskåret fra at udfolde sig socialt på samme vilkår som mandlige forretningsforbindelser. Omgang med kønsfæller, der kun havde familie og huslige sysler at tale om, tiltalte ikke Frida Schou, og hun fik ord for at være en, der holdt sig for sig selv.

Hendes aktiver var en veludviklet social intelligens og praktiske evner, hænderne sad godt på hende, og hun var energisk og initiativrig.  Frida Schou var født ind i en familie med tegl. Farfaderen havde ejet Antvorskov Teglværk. Faderen ejede Mullerup Teglværk og blev i 1893 direktør for Knabstrup Teglværk. Desuden drev han et kalkværk ved Nykøbing S.
Barndomshjemmet var kristeligt og velstående. Familien havde egen lærerinde, men på grund af ordblindhed døjede Frida Schou med undervisningen og opsøgte derfor faderen, når det var muligt. Hun var “Far’s Pige”. Han forstod hendes situation og lod hende følge sig på sin færden rundt i virksomheden og på rejser. Hun fik lov til at overvære møder og samtaler og blev således langsomt fortrolig med de tekniske og forretningsmæssige detaljer. 
 
Sammen med tvillingesøsteren Hedevig kom hun senere på Marie Kruses skole. Frida Schou kunne ikke som søsteren afslutte uddannelsen med studentereksamen. Broderen H.J. Schou var som eneste søn naturlig arvtager til lederposten, men han fik en karriere som overlæge på Kolonien Filadelfia ved Dianalund. Hans karrierevalg blev afgørende for Frida Schou. Da hun i 1913 opsøgte faderen og bad ham underskrive hendes optagelsesbegæring til sygeplejerske-uddannelsen, overtalte han hende til i stedet at overtage driften af Mullerup Teglværk, med tilhørende landejendomme.

Sådan startede Frida Schou sin karriere. Som følge af indkaldelser til sikringsstyrken inden og under Første Verdenkrig stod teglværk og gårde snart efter hendes tiltræden uden forvalter, bestyrer og formænd. Den 23-årige driftsleder måtte derfor hovedkulds finde løsninger på virksomhedens mange problemer. Senere under krigen, da mangel på arbejdskraft og brændsel standsede fremstillingen af tegl, kastede hun sig i stedet over driften af gårdene. Hun gennemgik en landbrugsuddannelse og forpagtede omkring 1920 selv Engvangsgård. 

I 1920 startes Foreningen af kvindelige Landbrugere, og Frida Schou deltog i dette netværk. Hun optog kvindelige landvæsenselever og drev en overgang Engvangsgård med udelukkende kvindelig arbejdskraft. I 1926 kaldte faderen, der var blevet syg, Frida Schou hjem for at hjælpe ved driften af Knabstrup Teglværk. To år senere, da han døde, efterfulgte hun ham som direktør og trådte samtidig ind i teglværkets bestyrelse.

Familien havde aktiemajoriteten i teglværket, hun blev i 1932 administrerende direktør og drev de følgende 36 år teglværk og den tilhørende lervarefabrik. Løbende tilpasning af produktion og salg var nødvendige for at klare teglværkets overlevelse gennem skiftende konjunkturer, og hun udfoldede stor idérigdom. Teglværkets lervareproduktion, som ved hendes tiltræden kun havde omfattet varer som syltekrukker og urtepotter, omlagde hun til keramik og udvidede sortimentet til også at omfatte vaskefade, vaser og spisestel. Hun oprettede eget laboratorium på lervarefabrikken og ansatte kunstnere fra såvel ind- som udland. I hendes modne år voksede lervarefabrikken sig stor. Teglværk og lervarefabrik havde begge omkring 130-160 ansatte da Frida Schou i 1968 fratrådte 77 år gammel. Virksomhederne lukkede henholdsvis i 1973 og 1988. Teglværket som følge af energikrise og en efterhånden utidssvarende indretning af produktionen. Virksomheden nåede ikke at blive tilstrækkeligt fremtidssikret i den aldrende direktørs sidste år. 

Der var afstand fra gulv til direktion på Knabstrup Teglværk, og “Frk. Schou” blev tiltalt i tredje person. Teglværket udgjorde et lille samfund med mange arbejdere og funktionærer, der boede i værkets huse. Også direktøren boede naturligvis ved teglværket. Til sig selv og sin moder lod hun i begyndelsen af 1930’erne opføre en funkisvilla, en af de første i landet, tegnet af Arne Jacobsen.
Man forhandlede ikke løn med Frida Schou, den bestemte hun, og hendes økonomiske sans var udtalt. Men hun havde samtidig ord for at være gavmild både over for sine ansatte og lokalsamfundet. Hun ydede hjælp i form af gratis teglsten til opførelse af egnens forsamlingshuse. Ligedes leverede Knabstrup Teglværk gratis sten ved opførelsen af Knabstruphallen. Hun oprettede også en børnehave for de ansattes børn.
Sine sidste år levede Frida Schou i Gørlev, ikke langt fra de ejendomme, hvor hun som ung begyndte sin virksomhed.

Kilde: Sammenskrivning af artikler bragt i Holbæk Amts Venstreblad den 21.1.1978 og 12.7.1996.


 


   Direktør Frida Schou fylder 70 år

I anledning af at direktør Frida Schou, A/S Knabstrup Teglværk, fylder 70 år d. 16. juni 1961, anmodede "Lerindustrien" frøken Schou om at fortælle om sin tilknytning til tegl- og lervareindustrien. I den efterfølgende artikkel i "Lerindustrien" 1961, takkes frøken Schou for den hjertevarme fortælling, som man modtog og med glæde bragte videre til frøken Schous mange venner i teglindustrien samtidig med, at man ønskede hjertelig tillykke på fødselsdagen og ønskede frøken Schou endnu mange gode arbejdsår.

Herunder bringes artiklen i sin fulde og oprindelige udgave:

Jeg er født på Mullerup Teglværk, som min far, H.H.Schou, havde i forpagtning af sin far. Mine forældre flyttede dertil som nygifte. Jeg er tvilling, og da vi blev født, var der tre små i forvejen, så det blev fem børn i løbet af seks år. Een dreng, der senere blev overlæge for Kolonien Filadelfia, og fire piger. Ti år efter kom der endnu en pige. Min far var stolt af sine piger. Når han kom cyklende sammen med os, lød det: "Der kommer Schou med alle sine tøser." Far havde et moderne syn på kvinden. For ham var det ikke kønnet, men evner og vilje, der var det afgørende.

Far var selv opvokset i et stort hjem, som søn af agent Hans Jacob Schou i Slagelse, men i en vanskelig tid, hvor forretning p.g.a. konjekturerne (Danmarks overgang fra kornavl til mejeribrug) måtte lægges om. Forretningen var baseret på kornhandel. Oldefar byggede udskibningshavn i Bisserup og Mullerup. Far kom som lille dreng på Sorø Akademi, hvor han tog realeksamen, han ville gerne studere, men forholdene krævede ham hjemme i forretningen, som han tidlig satte sig ind i, og der blev ikke tid til boglige studier. Bedstefar ejede også et fællesmejeri, som far bestyrede en tid, men fremsynet som han var, rejste han til Holland for at følge med i udviklingen. Det gik ham så godt, at han var ved at gro fast der.

I mellemtiden var hans far i gang med at bygge et teglværk ved Mullerup havn. Arbejdet blev udført af F.L.Smidth, og teglværket var dengang et helt moderne teglværk. Det kneb med at få det færdigt og med at få en til at lede det, og han bad da far komme hjem. Så blev far teglværksmand, og der blev bygget bolig på gården tæt ved værket. Desværre viste det sig her som så mange andre steder, at der hverken var tilstrækkelig eller godt ler. Nye arealer måtte købes, til sidst en gård, og transporten blev over to km. Trods alle vanskeligheder klarede far skærene med flid og nøjsomhed. I 1893 fik far tilbud fra ingeniør Villars Lunn om at bestyre Knabstrup Teglværk, som han var ejer af. Far tog imod stillingen, men beholdt sin virksomhed i Mullerup. Vi flyttede til Knabstrup 1893. I 1897 købte far Knabstrup Teglværk og dannede et aktieselskab sammen med sin onkel Philip Schou, dengang direktør for Den Kgl. Porcelænsfabrik, som formand for bestyrelsen. Teglværket havde to ovne, privat jernbanespor og kunne levere sten til København. Far øgede produktionen, begyndte fremstilling af tagsten, byggede tørrekamre for tagsten og mursten, så værkerne fik helårsproduktion. Alligevel sagde far, at med tegværksindustri er det, som det var med Ægyptens syv magre og syv fede år.

For at bøde på det fandt far andre områder. Han begyndte lervarefabrikation. Der blev opstillet den første pottepresse her i landet, og senere blev en tysk keramiker ansat, og syltekrukker og lerfade blev inddrejet i gibs, som i porcelænsindustrien. Men mere kom til: Far købte Klintebjerggård med kalkbrud. Denne særegne kalk egner sig til brænding i teglværksovn og passer godt ind i vinterproduktionen. Den tørlæskes og kan henlægges til senere forarbejdning i sækkekalk. Far interesserede sig også for landbrug, og til sin død drev han fire bøndergårde.

I min barndom havde man virksomheden tæt inde på livet. Vore funktionærer og elever spiste ved vort bord, og vi børn levede med i alle forteelser. De mennesker, som kom på besøg: Kolleger, ingeniører og mange andre, var næsten altid med ved et måltid. De kom med toget og skulle både hentes og bringes til stationen. Far havde en særlig evne til at føre en samtale. Der blev ikke blot snakket, men talt. Far kunne få folk til at udtale sig, og han var en god lytter. Når vi havde spist, fortsattes der ofte i dagligstuen, og vi børn fik lov til at være med. De mange tekniske emner fulgte man med i, og først nu bagefter kan jeg forstå, at meget af min viden har jeg fra disse samtaler.

Vi børn blev undervist af privatlærerinde. Mine søskende var lyse hoveder, det var jeg ikke, lidt ordblind, og så var man dum. Jeg tog revanche udenfor skolen, og i køkkenet og på fabrikken var jeg velkommen. Far sagde: "Misse (det blev jeg kaldt) véd altid, hvor alting er!" Jeg brugte mine øjne. Som voksen boede jeg nogle år med min tvillingesøster på frk. Kruses skole som de eneste pensionærer. Min søster blev student, men det egnede jeg mig ikke til. Rektor Laura Jensen, som åbenbart forstod, at tvillinger skal man ikke skille, gav mig lov til at gå rundt i klasserne som jeg havde lyst til, jeg fik også privatundervisning, og min lyst til at deltage i undervisning manglede ikke, selv om min hu ikke stod til bogen. Med praktisk sans og interesse for mennesker var sygepleje mit mål, og 21 år gammel udfyldte jeg min ansøgning. Men da jeg kom med den til far, beklagede han sig over, at ingen af hans børn interesserede sig for hans arbejde. Det besvarede jeg omgående med, at det gjorde jeg, men jeg var jo en pige. Far forklarede mig, at det behøvede da ikke være nogen hindring, og vi slog følge.

Far var så rørende glad, og jeg husker en samtale nogle dage senere, hvor mor brugte udtrykket: Gør en stor mand ud af hende, men gør det langsomt. Jeg kom ikke i en eksamensskole, men i livets skole, som min far selv havde prøvet, og det stiller ikke mindre krav.

Året efter - foråret 1914 - blev jeg sendt til Mullerup Teglværk, 22 år gammel. Far havde en forvalter på teglværket og en bestyrer på hver gård. Det gik ikke uden rivninger, og der trængtes til en mellemmand. Efteråret 1914 brød krigen ud. Forvalteren og den ene bestyrer blev indkaldt, og to dage efter faldt den dygtige formand ned fra den høje optræksbro og slog sig ihjel. Far havde nok at gøre på værket hjemme, så nu kom en enestående chance til at prøve sine kræfter. Om det blev godt eller mindre godt, husker jeg ikke, men det blev en god skole, og rundt gik det. Mange folk var indkaldt. Jeg cyklede om aftenen fra sted til sted for at sikre mig, at der var så mange, at maskinerne kunne gå. En af de svære hovedpiner var den lange transport af leret. Sporene var dårlige, og kusken holdt af flasken, enten væltede læsset, eller han lå og sov. Så måtte hele maskinholdet af sted for at få ler hjem. Sten blev pr. skib sendt til Lolland og Sydhavsøerne. Jeg fandt forleden en faktura: Flamsten nr. 1 fob. kr. 15,-. Det var dengang.

I 1918 nedlagde far teglværket. Dels var der kun lidt ler tilbage, og dels lå værket meget uheldigt for automobiltransport. Der var intet opland, når søtransporten ikke længere lønnede sig. Så slog jeg mig på landbruget. Der var jo to gårde. Jeg var en tid på landbrugsskole og en tid hos venner på en gård, hvor jeg lærte noget om kvægbrug. Til sidst fik jeg kvindelige medhjælpere, og vi havde nogle storartede år i Mullerup, selv om vi rent ud sagt sled i det. Vi havde jo ikke de hjælpemidler, vi har i dag. I 1926 følte far sig træt og bad mig komme ham til hjælp på Knabstrup Teglværk. Det var mere alvorligt, end jeg vidste. Far døde to år efter. Jeg gik ind i arbejdet som teknisk direktør, og 1932 som enedirektør. Med teglværket gik det endda. Værre var det med pottemageriet. Jeg havde den lykke ca. ½ år efter, jeg var blevet alene, at træffe direktør Aage E. Jensen, Handelskompagniet, Holbæk. Han gik ind som kommitteret i bestyrelsen og blev senere selskabets formand. Efter hans død afløste landsretssagfører, kommunaldirektør C. Møller-Mikkelsen, København, ham. Dette gode samarbejde i bestyrelsen gav mod til ligesom i fars tid at tage nye opgaver op.

I 1933, hvor murstenspriserne var så dårlige, at det ikke lønnede sig med den lange transport til København, begyndte vi med molersten. Leret kom pr. skib fra Fur og blev sendt med jernbane fra Holbæk til Knabstrup. Det blev i nogle år en god forretning, især eksporten til Norge og Sverige. I 1936-37 byggede vi fabrik for luksusfliser. Også denne fabrik havde vi glæde af en årrække. I 1946 blev jeg direktør for A/S Skandinavisk Molerindustri. Knabstrup Teglværk overtog salget og regnskabet, og vi ophørte med at fremstille molersten her på værket. Året efter købte vi Nordisk Moler, hvorfra vi har eksporteret råt moler til Tyskland og England. Men det meste tid og de fleste kræfter har været viet vor lervarefabrik. Den forlanger bestandig fornyelse. I 1948 byggede vi elektrisk tunnelovn, og den har skabt et helt nyt produkt. For yderligere at forbedre kvaliteten har vi været nødt til at købe ler ude fra.

Undertiden spørger jeg mig selv: Var du kommet bedre igennem med en rationel uddannelse?  Svaret må vel være individuelt, men for mig at se er der en styrke i at gå til en sag uden forudfattede meninger. Far lærte mig at trænge ind i tingene, tænke dem igennem, klare dem så at sige indefra, og så henvende mig til de specialister, som sidder inde med den viden, man i de enkelte tilfælde har brug for. Min manglende uddannelse, jeg kan også sige: Min uvidenhed, har tvunget mig ind i et samarbejde med mine medarbejdere, med sagkundskaben, som jeg oplevede det i krigens første dage i 1914 og aldrig har glemt. Det er og bliver i fællesskabet, problemerne skal løses.

Far var i mange år redaktør af "Lerindustrien", som interesserede ham meget. Ofte stillede han selv spørgsmålene og gav svarene. Derfor har det glædet mig at mindes far i det blad netop i disse dage.

Frida Schou.-

Kilde: Lerindustrien 1961, årg. 64 - side 88-90

 

 


 

 

 

 

 


 

Er du ejer af en ting fra Knabstrup som jeg ikke har billede af, så send et foto på orange baggrund

- fotoet vil blive vist på min hjemmeside, markeret: I privat eje.

 


©Copyright: knabstrup-specialisten.dk
Denne web-side er beskyttet af: Lov om ophavsret - LBK. nr. 202 af 27/02/2010 
 
Kopiering og anvendelse af tekster/billeder uden tilladelse er ikke tilladt og vil blive retsforfulgt.

 

 


Aksini, Albert Engstrøm, Belmann, Bellmann, Bellman, Belmann, Knapstrup Teglværk, Christine Konschak, Danmark, Dorte serien, Elsebet Granzow, Erik Reif, Fiskeri serien, Frk. Jansen, Anne Marie Harrison, Günter Praszhak, Piotr Baro, Elsebet Granzow, Signe Boesen Northrup, skovhugger serien, Storm P, Torvald Ganlin, Zoltan Kiss, Henry Nielsen, Poul Høyrup, Inger Persson, Holmer Trier, Richard Manz, Knabstrup Teglværk, Lajos Mathè, H.F.Gross, Johannes Hansen, Ordsprogs serien, landmands serien, Pernie serien, oldemors kogebog, Endre Hevezi, E. Kargaard, Hans Lystlund, Rolf Schütze, Jørgen Kähler, Per Lütken, Knud Mühlhausen, Sigvald Nielsen, Aksini, Hedvig Ravn, Max Wünsche, Erik Wünsche, Inge Exner, Dietlinde Hein, Asger Theisen, Frida Meyer, Niels Kähler, ovnkakler, keramik, Frida Schou, signaturer, lertøj, lerstel, spisestel, Husholdningsserier, køkkenserier, platter, lervarer, kaffestel, Sandor Perjesi, Einar Johansen, Lene Hansen, Kaj Larsen, Kirsten Günther, Danish Design, Danish ceramic, AAA knabstrup. AAA Poul Nielsen Understed.